– Rygraden i samarbejdet er infrastrukturen. Den starter vi med og den slutter vi med. Femern forbindelsen er jo årsagen til det hele, men det handler ikke kun om den. Vi kan se, at de regioner i verden, som klarer sig bedst har investeret i infrastruktur og kvalificeret arbejdskraft. Og det handler også om miljøvenlig transport, forklarer Jacob Vestergaard, direktør for det nyligt etablerede STRING-sekretariat.

Side 38

Klik her for at læse hele artiklen om Lolland og Femern Bælttunnelen

Job & Magt har sat sig for at undersøge, hvor mange af de universitetsstuderende fra ikke-EU/EØS-lande, der rent faktisk er selvbetalende. Og hvor mange, der enten har fået tildelt en friplads med tilhørende helt eller delvist stipendium til dækning af leveomkostninger eller tilhører de udenlandske statsborgere, der er omfattet af betingelserne for fritagelse af studieafgiftsbetaling.

Det viser sig, at kun 19 pct., eller hver femte, af tredjelandsstudenterne på de otte danske universiteter betaler selv. Og på KU er tallet 8 pct. Resten får enten tildelt friplads med stipendium eller er fritaget for betaling af studieafgift.

– Forbløffende få, siger kontor­chef John. E. Andersen, da han har kigget nærmere på tallene, der viser, at kun 74 ud af 984 studenter fra tredjelande var selv­betalende i 2010.

Klik her for at læse hele artiklen

Som Job & Magt om berättat om sina två senaste utgåvor arbetar København och Malmö intensivt med planerna på att bygga ut det danska tunnelbanesystemet, Metron, så att Malmö kan integreras med Københavns kollektivtrafik. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) och Malmö kommunstyrelses ordförande Ilmar Reepalu (S) pekar på att Øresundsbron måste avlastas när tunneln under Femern Bælt står klar 2020 med en väntad ökning av godstrafiken. Samtidigt pekar Øresundsbrons prognoser på att antalet dagliga pendlare väntas fördubblas till 40.000 fram till år 2025.
Två möjligheter till finansiering har tidigare nämnts, dels att Malmö stad lägger in centrala markområden i ett gemensamt exploateringsbolag, dels att de båda städerna kräver del av Øresundsbrons framtida vinster. Ilmar Reepalu har tidigare notarat att Øresundsbron inte kostat skattebetalarna en krona utan i sin helhet betalas av de som åker över bron.

Klicka här för att läsa Sydsvenskans artikel om Øresundsmetron

Klicka här för att läsa Sydsvenskans ledare om Øresundsmetron

Klicka här för att läsa debattartikeln “Metro bättre än spårvagn”

Klicka här för att läsa Dagens Nyheters artikel om Metroplanerna

Nu har möbeljätten beslutat att danska Dorte Mandrup Arkiteketer ska rita ett ”kontor för Ikeas globala stödfunktioner” med plats för 400 och på sikt 600 anställda.

Kontoret blir även en global mötesplats för Ikea som därför beslutat att det ska byggas ett hotell i anslutning till kontoret med tomt mitt emot varuhuset i Svågertorp.

Klik her for att læse kronikken

”Bruge mindre tid på at holde øje med, hvad de andre fokuserer på, og i stedet opfinde os selv igen på vores egne præmisser”

I løbet af august har den danske presse bragt flere artikler, som behandler den kritiske situation, at Øresundsregionen mister vækstmæssig flyvehøjde, i forhold til for eksempel Stockholm og Helsinki. Dette sker – paradoksalt nok – samtidig med at både København og Malmø oplever den største befolkningstilvækst siden Anden Verdenskrig. Mennesker vil åbenbart gerne bo i Øresundsregionen, mens det er vanskeligere at få overtalt kapitalen i form af nye vækstindustrier.

I et oplæg fra Københavns Kommune bliver det formuleret sådan her: Et bedre samspil mellem arbejdsmarked, uddannelsesinstitutioner og myndighedsbehandling er nødvendig, hvis Øresundsregionen skal kunne konkurrere med andre storbyregioner i Europa, Asien og Nordamerika. På samme melodi fastslår formand for Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen til Berlingske Tidende, at: ”Regioner i hele Europa vækster hen over landegrænser, og det er det vi skal gøre sammen med svenskerne. Vi er nødt til at styrke os som knudepunkt. Både trafikalt og erhvervspolitisk. Vi er nødt til at vælge specifikke erhvervsområder ud og ikke satse bredt”. Hvorefter hun specifikt peger på miljø og miljøteknologi som særlige interessante fremtidige vækstområder.

Det er givetvis alt sammen rigtigt. Både at Øresundsregionen vækstmæssigt står svagere end Stockholm og Helsinki. Og at miljø og miljøteknologi er fremtidige vækstområder. Men jeg bliver ærligt talt helt træt af ovenstående konkurrence-retorik.

Afspejler disse officielle politiske formuleringer overhovedet, hvordan vi – os der bor i Øresundsområdet – gerne vil have, regionen udvikler sig? Er de udtryk for de (livs-)kvaliteter, vi ønsker, skal kendetegne de vidt forskellige by- og lokalsamfund, som tilsammen udgør Øresundsregionen? Kan vi genkende vores ønsker for, hvordan vi gerne vil bo, arbejde og leve sammen.

Det kan godt være, at disse spørgsmål ligger gemt under laget af politikernes vækst- og konkurrenceretorik, men umiddelbart er de altså svære at få øje på. Og før vi kan det, er jeg bange for, at hele Øresundsprojektet fortsat vil blive opfattet som et topdown og big business-styret politisk initiativ.

Dermed er der også en reel fare for, at den almindelige borger – på begge sider af sundet – har lige så få følelser og dermed lige så lidt engagement i projektet, som de har overfor diverse kommunale lokalplanshøringer eller nyheden om endnu en vækstskonference organiseret af en af de utallige anonyme erhvervsinteresseorganisationer, der findes i regionen.

I 1968 holdt Robert Kennedy en tale der handlede om den måde vi taler om økonomisk vækst – her mere specifikt bruttonationalproduktet (BNP) – på. Han sagde blandt andet: ”BNP medregner luftforurening, cigaretreklamer…Det medregner specielle låse til vores døre og til dørene i fængslerne…Det medregner napalm og atomsprænghoveder og skudsikre biler i vores byer.

BNP medregner imidlertid ikke vores børns sundhed, kvaliteten af deres uddannelser, glæden ved deres leg. Det medregner ikke skønheden ved vores poesi, styrken af vores ægteskaber, styrken ved vores offentlige debat og de offentlig ansattes integritet…Det måler i store træk alt andet end det, der gør livet værd at leve”.

Hvad ville der ske, hvis vi i stedet for vores nuværende fokus på om nu Stockholm og Helsinki gør det bedre end os, begyndte at fortælle os selv og omverdenen, hvorfor det er værd at leve omkring Øresund. Det er med afsæt i disse fortællinger om vores helt særlige sted i verden, vi skal formulere en politisk og kulturel udviklings- og identitetsstrategi for Øresundsregionen. Vi skal turde stole på, at der ikke findes nogle andre steder, der er bedre til at være Øresundsregion, end Øresundsregionen er.

I managementsprog ville man vel sige, at vi skal formulere en ”blue ocean”-strategi, og så ellers lade de andre bysamfund og regioner rundt om i verden konkurrere sig til blods på alle de enslydende vækstparametre.

Og de er virkelig enslydende. Det ved jeg fra det utal af møder, jeg gennem mit arbejde har deltaget i rundt om i verden. Det er de samme strategiord og ambitionsformuleringer, som går igen, uanset om man sidder til møde i Singapore, Seoul, Beijing, San Francisco, Toronto eller Sønderborg.

Så måske skulle vi bruge mindre tid på at holde øje med, hvad de andre fokuserer på, og i stedet opfinde os selv igen på vores egne præmisser. Eller som tøjfirmaet Levi’s siger det: There is only one orginal. Hvad er det, der gør Øresundsregionen helt særlig som et godt sted at bo, leve og arbejde? Det kan selvfølgelig ikke besvares i en 8 siders reklamepamflet, men det er under alle omstændigheder dette ”helt særlige”, vi skal forsøge at få øje på, turde stå ved og meget gerne gøre endnu bedre. En by eller region er jo aldrig bedre end de mennesker, der vælger at bo der.

Selvom det kan lyde abstrakt, så er jeg ikke i tvivl om, at en vigtig del af Øresundsregionens egenart er vores særlige sociale og kreative tænkemåde – altså den måde vi går til et givet problem og løser det på. Det er den som gør, at vi i Øresundsregionen har skabt et bysamfund, der er kendetegnet ved både social og kulturel opfindsomhed, høj livskvalitet og stor lighed. Det siger sig selv, at værdien af sådan et bysamfund ikke kan opgøres ved hjælp af børsnoteringer og vækstkurver alene. I stedet for at smide barnet ud med badevandet bør vi være stolte af det særlige, vi allerede har skabt, og i fællesskab forsøge at gøre det endnu bedre.

Netop i kraft af vores sociale og kreative opfindsomhed, vores høje livskvalitet og den store lighed i vores samfund er vi de oplagte udviklere af fremtidens arbejdspladser, transportsystemer, uddannelser og familieformer. Det er da ikke noget at skamme sig over og fortie i et usikkert forsøg på at komme til at ligne alle andre. Nej tværtimod: det er noget at være stolte af og glædes over!

Uffe Elbæk (R)

Danmarks nye kulturminister ]]> http://jobomagt.org/2011/10/16/kronik-af-uffe-elb%c3%a6k/feed/ 0 http://jobomagt.org/2011/10/16/ny-dansk-regering/ http://jobomagt.org/2011/10/16/ny-dansk-regering/#comments Sun, 16 Oct 2011 15:28:28 +0000 jenny.andersson http://jobomagt.org/?p=1524

I regeringsgrundlaget op­stiller den nye regering, som blev præsenteret den 3. oktober, sine intentioner. Det er ikke konkrete tiltag, men angiver hvilken retning regeringen vil lede Danmark. På flere af de punkter, som berører udviklingen i Øresundsregionen, er der ændringer på vej.

INFRASTRUKTUR

Infrastrukturspørgsmålene er vigtige for hele Øresundsregionens vækst og udvikling. Der står ikke noget om en eventuel fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg eller en Øresundsmetro, men derimod fremgår det at regeringen vil fortsætte undersøgelsen om en Kattegatforbindelse. Regeringen prioriterer forbindelse mellem Øst- og Vestdanmark og eventuelle diskussioner om en anden fast forbindelser til Sverige vil først komme efter det. I regeringsgrundlaget står der ikke noget om Femern Bælt eller samarbejdet med Hamborg.

TOGTRAFIK

Der står ikke noget eksplicit om Øresunds- og kystbanen, men der er tale om en generel opprioritering af kollektivtrafikken. Den nye regering vil føre en ny transportpolitik hvor bl.a. midler fra Infrastrukturfonden skal fordeles med to tredjedele til forbedring af den kollektive trafik og cykling og en tredjedel til forbedring af veje. Regeringen skriver ikke noget direkte om at etablere højhastighedsbaner, men fremhæver at den vil ”… arbejde for togforbindelser med væsentlig lavere rejsetid både indenlandsk og til og fra udlandet.”

BETALINGSRING

Det forventede overskud på 2 mia. DKK fra den betalingsring, som regeringen vil etablere rundt om København, skal gå til billigere og bedre kollektiv trafik i og omkring Hovedstadsområdet. For Øresundspendlerne i bil vil det gøre deres rejse dyrere og for togpendlerne kan det indebære en sænkning, dog afhænger togpriserne på broen også af Skånetrafiken, den kommende operatør Veolia og fremtidig udbud.

KASTRUP LUFTHAVN

Regeringen fremhæver at Kastrup Lufthavn skal være et centralt knudepunkt og den vil analysere nærmere hvordan dette mål kan opnås.

GRÆNSEKONTROL

Et politisk spørgsmål som har ledt til debat i grænseregionerne både mod Sverige og Tyskland, var den tidligere regerings planer om øget grænsekontrol. Regeringen vil ikke gennemføre planerne om at opføre nye kontrolanlæg ved de danske grænser.

ØRESUNDSSAMARBEJDE

Regeringen nævner ikke noget om Øresundsregionen, men vil opprioritere det nordiske samarbejde og styrke den frie bevægelighed i Norden. Det vil alt andet lige også have positive effekter på grænsehindringerne i Øresundsregionen.

REGIONERNE

Kort tid inden valget blev udskrevet i Danmark bekendtgjorde VK-regeringen, at de ville nedlægge de fem regioner. Den nye regering vil i stedet investere mere i regionerne, opstille principper for økonomistyring i samarbejde med KL og Danske Regioner samt indføre et flerårigt aftaleperspektiv, der vil give kommuner og regioner mulighed for at planlægge mere effektivt.

Samtidig vil regeringen evaluere den nuværende arbejdsdeling mellem kommuner, regioner og stat, hvilket skal ske med særlig fokus på sundhed, det specialiserede socialområde, miljøområdet og den regionale udvikling – altså regionernes opgaver. Regionerne er derfor ikke nødvendigvis fredet i sin nuværende form.

KØBENHAVN

Regeringen vil i samarbejde med relevante parter udarbejde en hovedstadsstrategi. Derudover ønsker regeringen at skabe bedre og grønnere byer med flere parker, renere luft og bedre vilkår for cyklister og den kollektive trafik.

Styreformen i København vil regeringen også ændre, hvilket vil betyde at borgmesterposterne kun tildeles de partier, som indgår i et flertalsstyre.

MIGRATION

En del af de danskere som har flyttet til Malmö i de seneste ti år, har været såkaldte kærlighedsflygtninge, som ikke har fået lov til at bosætte sig i Danmark med sin udenlandske ægtefælde. Den nye regering vil afskaffe det omdiskuterede pointsystem for familiesammenføring og lempe tilknytningskravet, men der vil stadig være par som ikke får lov til at bosætte sig i Danmark og Skåne vil derfor fremover også være tilflugtssted for kærlighedsflygtninge.

Av Thea Wiborg

Klicka här för att läsa alla artiklar om den nya danska regeringen ]]> http://jobomagt.org/2011/10/16/ny-dansk-regering/feed/ 0 http://jobomagt.org/2011/10/16/%c3%b8i-analyse-storkommunen-k%c3%b8benhavn-malmo-er-n%c3%a6ste-skridt/ http://jobomagt.org/2011/10/16/%c3%b8i-analyse-storkommunen-k%c3%b8benhavn-malmo-er-n%c3%a6ste-skridt/#comments Sun, 16 Oct 2011 15:25:23 +0000 jenny.andersson http://jobomagt.org/?p=1520

Øresundsregionens to store centrumkommuner København og Malmö har meget at gruble over. I de indvandrertætte bydele stiger antallet af mennesker, der lever i fattigdom og uden for samfundet. Københavns vækst halter efter de øvrige nordiske hovedstæder. SAS ejere har et ønske om at sælge flyselskabet, hvilket, med en forkert ejer, ville kunne få store negative konsekvenser for Copenhagen Airport.

Derudover er Øresundssamarbejdet gået i stå. Øresund Science Region er nedlagt og Øresundsuniversitetet er skåret ned til et minimum. De nationale regeringer i Danmark og Sverige viser forsvindende lille interesse for regionen. Efter kraftsamlingen før og i forbindelse med indvielsen af Øresundsbron, er der i dag næsten tale om en ”kontrarevolution”, hvor de nationale kræfter vrider strukturerne tilbage mod det nationale. Danmark er Danmark og Sverige er Sverige. I øvrigt henvises til EU. Det er muligt at drage paralleller til Rusland efter Jeltsin, hvor den gamle nomenklaturan tog den politiske magt tilbage efter revolutionen, eller med Italien, hvor tangentopoli (”den korrupte by”) fejede de herskende politiske partier væk efter udredningen mani pulite (rene hænder) i 1992, men hvor det gamle politiske system hovedsagligt genopstod, i nyt navn. Der er ikke noget mere farligt for København og Malmö end hvis de gamle tider vender tilbage og regionen deles. Historien viser, at de hver for sig ikke var tilstrækkelige, at isolering ikke var vejen frem.

I denne bekymrende situation gør overborgmester Frank Jensen det eneste rigtige. Han opgraderer vækstspørgsmålet og Øresundssamarbejdet. København er nu med på alle vigtigere møder om regionen, sidder med i forskellige organer og markerer i forskellige udspil en tydelig vilje til at skubbe på Øresundsregionens udvikling. Frank Jensen var eksempelvis med til den svenske politiker­uge i Almedalen sammen med Ilmar Reepalu (S). Kommunen er, med sin erhvervschef Jakob Brandt, blevet medlem i Øresundsinstituttets bestyrelse, er mere aktive i Öresundskomiteen, har foreslået en metro mellem København og Malmö, har indledt et tættere samarbejde med Malmö, som indebærer at de begge for første gang – hvilket er unikt i verden mellem to byer – får et fælles afsnit i planerne Kommuneplan 2011 og Översiktsplan 2012 samt at de sammen satser på grøn vækst. Det signalerer at der er en vilje til at optræde sammen og lede regionen fremad i fællesskab.

Interessen for vækstspørgsmålene, hvor Øresundsregionen udgør en central del, har desuden øget og Copenhagen Business Task Force har, under Børsens tidligere chefredaktør Leif Beck Fallesens ledelse, bidraget med vigtige anbefalinger for at nå Københavns mål om 5 procent årlig vækst frem til 2020, såsom at København skal øge fokus på Øresundsregionen og vende blikket mod Hamborg, at prisen for pendlere, som rejser over Øresund skal halveres og at turisme- og erhvervsorganisationerne bør fusionere på tværs af sundet. Med andre ord sker der noget. Der findes håb, men udgangspunktet er mindst sagt problematisk, politisk såvel som økonomisk.

Øresundsregionen har to politiske strukturer, to forskellige valutaer, to forskellige universitetssystemer, to medieverdner, idrætshold i to forskellige seriesystemer og to forskellige erhvervslivsstrukturer. Der mangler et tydeligt lederskab. I New York styrer Michael Bloomberg, i London Boris Johnson og i Hamborg Olaf Scholz. I den binationale Øresundsregion er der ikke en person, som har mandat til at repræsentere hele regionen eller en kommunalbestyrelse med magt til at bestemme over hele regionen. Vibeke Storm Rasmussen (S) leder ganske vist det politiske samarbejdsorgan Öresundskomiteen, men denne har til trods for sine fortjenester en begrænset magt og er dårligt kendt hos almenheden.

Efter Øresund Science Region og Øresundsuniversitetet blev nedlagt, ser det ud til at universitetsverdenen atter deles i to halvdele. De visioner, som fandtes inden broen åbnede mangler. Øresundsregionen er i mental krise. Ånden som fandtes, at skabe en skandinavisk metropol og vækstregion, en grænseoverskridende mønsterregion i Europa, findes ikke mere. Det er virkelig alvorligt.

Problemet er først og fremmest strukturelt. Det er ikke muligt i det lange løb at tale seriøst om Øresundsregionen, hvis den mangler et effektivt politisk styre for hele regionen, hvis der er forskellige egeninteresser og en uinteresse for det der er fælles. Når det er tilfældet, at Øresundsintegrationen er stoppet op og til og med afløses af disintegration, hviler ansvaret tungt på de store centrumkommuner København og Malmö. Regionen kan ikke styres fra periferien og uden national opbakning. København og Malmö, som kæmpede for at få Øresundsforbindelsen gennem Copenhagen Airport, som i 1993 var drivende bag idéen at etablere Öresundskomiteen, som har etableret nye bydele nærmere hinanden og som i 2001 slog sine havneselskaber sammen i det fællesejede selskab Copenhagen Malmö Port, er nødt til at gå i spidsen og agere motor for regionen ligesom Tyskland-Frankrig, der siden det europæiske fællesskab fødtes har holdt i taktpinden for Vesteuropas og derefter hele Europas udvikling. De bliver nødt til at leve op til deres egen vision ”København og Malmö – Én by” fra år 2000.

Aksen København-Malmö ser ud til at være etableret, men dens motor kører stadig i lavt gear. Det fælles afsnit i kommuneplanerne angiver en køreretning for fremtiden og forslaget om Øresundsmetroen er opfriskende modigt, men hvis kommunerne mener det alvorligt med visionen fra 2000, om at indbyggerne skal føle sig som borgere i ét byområde, er det nødvendigt at tage fat i de grundlæggende strukturer, der deler regionen i to halvdele og skabe flere fælles institutioner. Der er behov for at samle kræfterne yderligere.

Av Anders Olshov

Klicka här för att läsa hela Øi ANALYSe

I en unik intervju berättar Frederik Paulsen för Job & Magt om varför han tror att danska stiftelse- och fondägda läkemedelsbolag fortsatt att expandera medan de svenska läkemedelsindustrin till stora delar sålts ut.

– Jag kommer ihåg hur Sverige på 1980-talet hade en oerhört stark läkemedelsindustri och var världsledande inom många områden. I Sverige skrattade man åt de danska läkemedelsföretagen som ägdes av fonder och inte kunde utvecklas lika starkt som börsnoterade Astra och Pharmacia, säger Frederik Paulsen.

– Titta hur det ser ut idag. Den svenska läkemedelsindustrin är nästan bortsopad. Det finns två ansvariga som har denna synd på sina skuldror – staten och Wallenbergsfären. De har sålt ut Astra och Pharmacia. De tog inget som helst långsiktigt ägaransvar.

Frederik Paulsen berättar hur de danska fondägda läkemedelsbolagen istället har kunnat växa långsiktigt.

– Novo Nordisk hade några tuffa år men lyckades komma ur det hela just för att de har ett stabilt ägande. Jag är full av beundran för Novo Nordisk.

– Det är bättre att en privatperson engagerar sig i företaget. Företagets utveckling är viktigare än det personliga ekonomiska intresset.

– Ferring är mindre lönsamma än industrigenomsnittet men det är något vi väljer själva. Vi investerar mer för långfristig uppbyggnad. Vårt intresse är att säkra företaget för framtiden, säger Frederik Paulsen.

Under 2010 fyllde Ferring 60 år och lyckades då nå drömgränsen med en omsättning som översteg en mia. Euro och nådde plats 60 bland världens läke­medelsföretag.  Företaget har idag omkring 4.000 anställda, varav ca 440 arbetar vid IPC i Ørestad (det svarta höghuset rymmer det som formellt heter International Pharma Science Center i Ørestad ). Dotterbolaget Synteses fabrik i Hvidovre sysselsätter ytterligare 80 personer.

I Malmö har Frederik Paulsen byggt upp en ny och relativt okänd läkemedelsgrupp med totalt 405 anställda efter att Ferring flyttat huvudkontor, forskning och tillverkning från den ursprungliga anläggningen i Limhamn.

Polypeptides tillverkar råvaror till läkemedel vid sin fabrik i Limhamn med 178 anställda och investerar nu 75 mio. SEK i produktionen. QPharma satsar på att utveckla och tillverka vaginalringar som preventivmedel och skydd mot HIV och ska bygga ut sin fabrik i stadsdelen Sorgenfri. Fram tills 2016 väntas antalet anställda där öka från 115 till 160 personer. I Arlöv har diagnostikföretaget Euro-Diagnostica flyttat in i nya större lokaler med sina 70 anställda. I Limhamn arbetar 22 anställda vid försäljningsbolaget Nordic Drugs medan Ferring Läkemedel, det svenska säljbolaget, sysselsätter ytterligare 20 personer i centrala Malmö.

Av Johan Wessman

Klicka här för att läsa alla artiklar om Frederik Paulsensfären

Statistikken viser at danske fædre gennemsnitligt holder ni procent af den samlede forældreorlov, mens de svenske fædre er hjemme med sit barn 23 procent af tiden. I praktikken indebærer det en større forskel end de 14 procentenheder, eftersom den svenske forældreorlov er cirka et halvt år længere end den danske. Forskellen kan også mærkes på Ferring, hvor de danske fædre oftest tager ti ugers orlov – hvilket svarer præcis til den tid de har fuld løn fra arbejdet – mens svenskerne er hjemme i længere tid.

– En dansk far er typisk hjemme i ti uger og en svensker fem til ti uger ekstra, siger Charlotte Dyhr.

Men forskellen handler ikke kun om fædrene, mener hun. Svenskerne er i det hele taget vant til længere forældreorlov end danskerne, eftersom systemet er forskelligt i de to lande.

Det ser ud til at netop regelværket former attituder. Forældre i Sverige skal dele forældreorloven, så den som er hjemme i kortest tid – oftest faren – tager mindst to måneder. Lignende regel findes ikke i Danmark, men derimod en anden, som siger at mødrene, bortset fra få undtagelser, skal tage de tre første måneders orlov.

Niklas Lövgren, analytiker på svenske Försäkringskassan, fortæller at når den anden såkaldte pappa-måned blev indført i Sverige, steg fædrenes afholdte orlov med 22–23 dage.

– Man kan se att införandet av den första och andra pappamånaden är det som gjort att pappaledigheten ökat mest, säger han.

En lignende regelforskel som har skabt nationale vaner er, at forældreorloven for mødrene begynder fire uger inden forventet fødsel. Det er noget som de danske blivende mødre benytter sig af, fortæller Charlotte Dyhr. Derimod beder en tredjedel af de svenske kvinder, som arbejder på Ferring om at arbejde tættere ind på fødslen for at spare ledigheden til efter barnet er født.

– Mange svenske mødre ønsker også at arbejde deltid efter barslen, men det har man ikke ret til i Danmark. På Ferring er det op til den enkelte chef og oftest bliver det godkendt under en begrænset periode på tre til seks måneder, men det er sjældent at vi forlænger det, siger hun.

– Ligesom mange andre arbejdsgivere i Danmark giver Ferring fuld løn til sine medarbejdere under en vis del af forældreorloven. For mødrene handler det om de fire uger inden fødslen samt op til 24 uger efter, mens fædrene kun har ret til maksimalt ti ugers fuldt betalt barsel, ud over de to uger når barnet netop er født. Forskellen ligger i at de første tre måneder af forældreorloven er reserveret til moren, forklarer Charlotte Dyhr.

Men der findes også arbejdsgivere som vælger at ikke betale ekstra penge udover det garantibeløb, som alle nyblevne forældre på orlov får fra kommunen.

– Ferring har kikket på hvad branchen giver. Der findes enkelte firmaer som giver længere orlov, men i medicinalbranchen ligger det typisk på 14 plus 10 uger, siger Charlotte Dyhr.

Fælles for de danske og svenske mødre som arbejder på Ferring er at de er hjemme med sine børn i cirka et år, hvilket er det den danske forældreorlov giver ret til.

Den svenske mulighed for længere orlov er noget som danske Lone Koldtoft, lektor i nordisk sprog ved Lunds universitet, sætter pris på. Hun tilhører den mindre skare som ”pendler den anden vej” eftersom hun bor i Danmark og arbejder i Sverige. Med sit seneste barn valgte hun at være hjemme i halvandet år.

– Når jeg møder folk i København siger de ”åh kan du være hjemme så længe!”, siger hun.

Ifølge Lone Koldtoft er det også lettere at få arbejdsgiveren til at acceptere ledighed ved sygt barn i Sverige end i Danmark.

– Hvis mit barn er syg, er det selvfølgelig problematisk, men jeg ved at mine kollegaer respekterer at jeg er hjemme. Danske forældre kan føle sig så pressede, at de sender deres børn i vuggestue eller børnehave, selv om de ikke er helt raske, siger hun.

Av Anna Palmehag

Klicka här för att läsa alla artiklar om børnefamilier